Skal du have foretaget en MR-scanning af din ryg, og vil du gerne læse mere om, hvad en MR-scanning af ryggen indebærer? Du får her i artiklen et kort overblik over scanningstypen, og hvad en MR-scanning af ryggen kan vise.
Med en MR-scanning af din ryg kan du få informationer om en række forandringer og sygdomme. Man kan se skader på diski (bruskskiver), sammenfald af ryghvirvler, svulster, kræftspredning til ryghvirvlerne, infektioner, skader på rygmarven, slitageforandringer og medfødte skader.
MR-scanneren giver meget præcise og detaljerede billeder, og det er derfor en rigtig god og meget brugt diagnosticeringsmetode. I Danmark er antallet af MR-scanninger per år steget markant siden 2007. Ifølge Danske Regioner blev antallet af MR-scanninger fordoblet fra 2007-2014.
Hvad er MR-scanning?
MR-scanning udgør sammen med CT-scanning og UL-scanning de scanningsteknikker, der bruges på en radiologisk afdeling. MR eller MRI (som også er en brugt forkortelse) står for ”Magnetisk Resonans Imaging”, hvilket beskriver MR-scanning som metode. Når du skal have foretaget en MR-scanning, bliver du placeret i et kraftigt magnetfelt. Ved at sende almindelige radiobølger ind i kroppen og registrere ekkoet, kan en computer udforme billeder af kroppens indre. Det er med andre ord magnetisk resonans, som producerer scanningsbillederne i forbindelse med MR-scanning.
Der findes forskellige typer af MR-scannere, både nogle som er åbne i begge ender, eller nogle scannere som er åbne på alle tre sider. En MR-scanning består af cirka 2-6 billedserier, der hver tager 2-10 minutter. Hver serie viser et tværsnit af kroppen taget fra en ny vinkel, og man ender på den måde med et detaljeret overblik over det område, som scannes. MR-scannere har nemlig mulighed for at tage billeder i flere planer – både vandret, lodret og skråt, og man får på den måde et rigtig godt helhedsbillede.
MR-scanninger bruges til diagnosticering og undersøgelse af en række forskellige ting. Det gælder blandt andet kræftknuder, hjertekarsygdomme, undersøgelser af hjernen og af rygraden.
Book en scanning i dag, og bliv ringet op hurtigst muligt for nærmere information omkring din aftale.
Sæt fokus på dit helbred med en omfattende MR-helkropsundersøgelse
Hvordan foregår en MR-scanning?
Der kan være lidt forskel fra hospital til hospital på, hvordan scanningen foregår.
Forud for MR-scanningen må man gerne spise, drikke og tage eventuel medicin, som man plejer. Hvis der er nogen form for ekstra forberedelse forud for scanningen, vil man få information herom.
Det stærke magnetfelt, der bliver brugt ved MR-scanninger, påvirker alt jernholdigt metal i kroppen, hvilket er meget vigtigt at være opmærksom på. Man må derfor ikke have smykker på under scanningen, og man kan også være forhindret i at kunne få scanningen udført, hvis man eksempelvis har pacemaker.
Under selve undersøgelsen vil man skulle lægge sig på et leje, og man bliver derefter kørt ind i den cylinderformede MR-scanner. Den del af kroppen, som skal undersøges, skal placeres i midten af scanneren. Det skyldes, at det er her, at magnetfeltet er stærkest.
I de minutter, hvor man får foretaget scanningen, er det meget vigtigt, at man ligger stille. Hvis man bevæger sig, kan det være forstyrrende for de billeder, som tages, og de vil derfor ikke blive lige så præcise.
Under scanningen vil der være en fagperson til stede – ofte i form af en radiograf – som vil guide og forklare processen. Man får desuden en tilkaldeknap i hånden, imens undersøgelsen står på, så man nemt kan komme i kontakt med personalet.
Hvad kan en MR-scanning af ryggen vise?
Som nævnt kan en MR-scanning give mange gode informationer om forandringer og sygdomme i ryggen. Heriblandt skade på en diskus og på rygmarven, sammenfald af ryghvirvler, svulster og kræftspredning. Scanneren kan desuden også vise medførte skader.
Sundhed.dk forklarer de forskellige rygundersøgelser på følgende måde:
- Ved skade på diskus vil mellemrummet mellem to hvirvler blive smallere. Den reducerede diskushøjde skyldes slitageforandringer eller skader på skiven. Det ses oftest i nedre del af nakken og lændedelen af ryggen.
- Skader på rygmarven kan føre til tryk på og sammenklemning af rygmarven, hvilket kan føre til lammelser af nerver. De mest almindelige årsager i den forbindelse er kræftspredning, alvorlige prolapser i nakken, trafikulykker og fald.
- Sammenfald af ryghvirvel ses specielt hos ældre kvinder. Årsagen er ofte knogleskørhed.
- MR-scanning er den bedste metode til at påvise svulster og kræftspredning i ryggen, fordi den giver præcise billeder.
Hvad er fordelene ved MR-scanning?
Der en række fordele ved at bruge MR-scanning, hvilket også betyder, at metoden er blevet meget udbredt. Først og fremmest giver scanningstypen nogle meget detaljerede billeder, også af kropsdele, der er omgivet af knoglevæv, hvilket andre teknikker og scanningstyper ikke formår på samme måde.
MR-scanninger kan bruges til at undersøge mange forskellige kropsdele udover ryggen. MR-scanninger er eksempelvis i forhold til scanninger af hjernen den bedste teknik, fordi den gør det muligt tydeligt at se forandringer i hjernevævet, som opstår i forbindelse med en hjerneblødning, eller et slagtilfælde og svulster.
En anden fordel ved MR-scanning er, at der ikke benyttes stråling som ved eksempelvis CT-scanning og røntgenundersøgelser. Det er derfor en mere ”naturlig” metode, og det er ikke påvist, at brugen af magnetfelt og radiobølger skulle have nogen skadelige virkninger på mennesker.
Book en scanning i dag, og bliv ringet op hurtigst muligt for nærmere information omkring din aftale.
Sæt fokus på dit helbred med en omfattende MR-helkropsundersøgelse
Scanning udført på offentligt hospital eller på privatklinik?
Det er både muligt at få scannet ryggen på hospitalet og på private klinikker. I Danmark kan du gratis få foretaget en MR-scanning på offentlige hospitaler, hvis du er blevet henvist. Det er derfor i høj grad det mest udbredte at få scanningen foretaget på et offentligt hospital.
For nogle kan ventetiden dog være for lang i forhold til at få foretaget en MR-scanning på et offentligt hospital, og de vælger derfor at søge mod privathospitaler eller -klinikker. Her kan man komme hurtigt til, men skal til gengæld selv betale for scanningen eller for noget af scanningen. Man har mulighed for at få tilskud fra sin sundhedsforsikring eller som medlem af Danmark.
Der er derfor både fordele og ulemper ved både at få scanningen foretaget i offentligt og privat regi.
Opsummering
Vi har i artiklen kort gennemgået MR-scanning som metode, og hvordan scanningstypen kan bruges til at undersøge din ryg. Du kan her se hovedpointerne:
- MR-scanning er en scanningsmetode, som bruger magnetisme og radiobølger frem for stråling til at tage meget præcise scanningsbilleder af kroppens indre.
- Når man MR-scanner ryggen, kan man tjekke for en række forandringer og sygdomme, og scanning kan dermed også bruges til at diagnosticere.
- Der en række fordele ved metoden, men først og fremmest producerer den meget detaljerede billeder.
- Det er både muligt at blive MR-scannet gratis på et offentligt sygehus og betale sig til at komme foran i køen på et privathospital eller på en privat klinik.