Alle mennesker får et ringere syn med alderen. Det er en del af den almindelige aldringsproces, og du kan mærke til det allerede fra omkring 40-års alderen. Det sker ikke fra dag til dag, men over en årrække vil du opleve, at du har sværere ved se skarpt på små detaljer, der er inden for læseafstand. Typisk vil tekst i en avis, en bog, en SMS eller på computeren være en udfordring for dine øjne at se tydeligt nok.
Der er flere måder, du kan korrigere for det svækkede syn på. De fleste bruger læsebriller – i hvert fald til en start, men der er også andre metoder, der kan hjælpe dig til at se bedre. Synet svækkes yderligere over år, hvilket der også skal tages hensyn til, når du eventuelt skal vælge en behandlingsform.
I denne artikel vil du kunne få et overblik over, hvilke muligheder der findes til korrektion af dit alderssyn, og få en oversigt over de fordele og ulemper, der kan være forbundet med de nævnte metoder.
Hvad er alderssyn?
I lighed med andre kropsfunktioner så svækkes dine sanser også efterhånden, som du bliver ældre. I forhold til dit syn så sker det for alle, at dine øjnes evne til at fokusere på noget, der er småt og tæt på, langsomt forværres.
Lidelsen kaldes presbyopi, som er græsk og betyder gammelmandssyn. Det opstår efterhånden, som øjets linses evne til at omstille sig og fokusere svækkes i takt med, at den bliver mindre elastisk med tiden. Linsen bliver langsomt mere stiv og dermed ikke længere i stand til at bøje og krumme sig nok til at kunne stille skarpt på noget, der er småt og tæt på.
Det er en form for langsynethed, men det er en anderledes form end den langsynethed, som du kan være født med. Du kan derfor godt få alderssyn, selv om du er enten langsynet eller nærsynet.
Ifølge Sundeøjne.dk er der ikke noget, du kan gøre for at forhindre eller udskyde, at du får pesbyopi. Du kan ikke tage medicin imod det, og du kan heller ikke træne det væk. Det kan ikke skade dig at lave diverse øjenøvelser og i øvrigt leve sundt, men der ses ikke en direkte sammenhæng imellem det og udviklingen af alderssyn.
Hvad kan afhjælpe gammelmandssyn?
Der findes flere måder, du kan afhjælpe alderssyn på. Nogle af disse metoder er mere indgribende end andre, nogle har generende ulemper, andre mærker du ikke så meget til. I det hele taget må du gøre op med dig selv, hvordan det passer dig bedst at få korrigeret for dit alderssyn. De fleste foretrækker i hvert fald at få gjort noget ved det, så de igen kan læse, skrive, lave håndarbejde og håndværk og så videre. Alt det, der kræver, at du kan fokusere på noget småt. Det kan de fleste ikke undvære at gøre for resten af livet.
Du kan for eksempel vælge imellem følgende:
- Briller
- Kontaktlinser
- Laserbehandling
- Operation af linserne
Der vil være fordele og ulemper ved alle de nævnte metoder, men generelt kan man sige, at det for de fleste er nødvendigt at kunne se ordentligt.
Du kan få en gratis synsundersøgelse hos Euroeyes.
Briller – den nemme løsning
Den nemmeste og mindst indgribende løsning i forhold til at korrigere dit alderssyn er at bruge læsebriller. Hvis du ikke tidligere har brugt briller, så er det nemt at købe et par svage +briller. Du behøver ikke at konsultere en optiker for at købe sådan et par. For de fleste fungerer det fint med sådan et par briller, når de første symptomer på alderssyn viser sig. Det kræver selvfølgelig en vis tilvænning. Du kan så gå op i styrke, efterhånden som behovet viser sig.
Bruger du briller i forvejen, kan det være lidt mere kompliceret at have læsebriller. Det kan være, at du skal jonglere med to sæt briller. Det kan også være, at dit syn ikke korresponderer så godt med en almindelig læsebrille, og så må du omkring en optiker for at finde en god løsning på det. Det kan være briller med en glidende overgang imellem læsefeltet og det længere synsfelt, der er løsningen for dig.
Fordele og ulemper ved brug af briller
Fordelen ved at vælge en læsebrille er først og fremmest, at det er nemt. Det er også en billig løsning, i hvert fald hvis du kan nøjes med en håndkøbs-brille.
Desuden kræver en læsebrille ikke, at dine øjne skal behandles. Dermed sker der ikke noget med dine øjne. Endelig så bliver det ikke det store problem, når dit syn senere bliver dårligere, for så kan du bare købe et par briller, der er stærkere.
Ulempen ved læsebriller er, at du skal tage brillerne af og på. Særligt senere, hvor du har mere brug for dem end i starten, kan det være generende at skulle skifte imellem at have briller på og ikke. Har du to sæt briller, som du skifter med, kan det også være ret irriterende. Endelig kan der være et kosmetisk argument i forhold til briller. Foretrækker du ikke at gå med briller, så spiller det ind på din forfængelighed, hvis du er nødt at bruge briller af og til.
Der kan også være arbejds- eller hobbyrelaterede grunde til, at briller ikke er den bedste løsning.
Kontaktlinser – den næstmindst indgribende løsning
Den næstmindst indgribende løsning er at bruge kontaktlinser. Her skal du heller ikke ind at gøre noget ved selve øjnene. Kontaktlinser kan du ikke på samme måde som briller tage af og på i takt med, at du får brug for synskorrektion. De sidder i hele tiden.
Derfor laver man ofte det, der kaldes monovision. Det fungerer sådan, at du får to uens kontaktlinser i. Dermed kan dit ene øje se langt, og det andet kan se tæt på. Denne løsning fungerer fint for nogle. Andre har svært ved at vænne sig til at have synet korrigeret på denne måde. Nogle vænner sig til det, andre må give op og finde en anden løsning.
Fordele og ulemper ved brug af kontaktlinser
Fordelen er, at du ikke skal behandles på selve øjet, men kan nøjes med at tilføje et forholdsvis simpelt hjælpemiddel. Det er også en fordel, at du ikke skal tage et eller to par briller af og på hele tiden. Det er rart at kunne tage linserne ud om aftenen og give øjnene lidt ro.
En ulempe kan være, at det kan være svært at vænne sig til at se og fokusere på en anden måde og med ”et øje ad gangen”. Nogle brugere kan også få hovedpine af sådan nogle kontaktlinser.
Generelt kan man sige, at hvis det fungerer godt for dig med monovisions-kontaktlinser, så er de ret perfekte. Dog har de vist sig at fungere bedst for personer med begyndende til let alderssyn og mindre godt for personer med sværere alderssyn. Der vil naturligvis altid være individuelle forskelle på, hvordan kontaktlinserne virker for den enkelte. (sundeøjne.dk)
Du kan få en gratis synsundersøgelse hos Euroeyes.
Laserbehandling – en midlertidig løsning
Med moderne laserteknologi er det muligt at behandle alderssyn – i hvert fald for en periode. Efter sådan en behandling vil du kunne udskyde brugen af læsebriller eller anden form for hjælpemiddel. Der er dog omtrent 15 % af patienterne, hvis øjne ikke egner sig til denne form for behandling.
En laserbehandling er et direkte indgreb på dine øjne. Derfor er den metode mere indgribende end både briller og kontaktlinser. Selve behandlingen varer ikke særlig længe, men der vil være en periode efterfølgende, hvor du skal tage nogle øjendråber og i øvrigt være mindre aktiv, indtil dine øjne har kommet sig efter behandlingen.
Laserbehandling af øjne bruges oftest i forbindelse med korrektion af nærsynethed, men kan også bruges i forbindelse med langsynethed og bygningsfejl. Desuden kan det også have en gavnlig effekt på symptomerne på alderssyn.
Der findes forskellige behandlingsformer inden for laserbehandling. Hvilken metode, der vælges, besluttes efter en grundig individuel undersøgelse af den enkelte patient (kilde: Euroeyes.dk)
Fordele og ulemper ved en laserbehandling
Sundeøjne.dk redegør for fordele og ulemper, og her får du de vigtigste pointer, som er udarbejdet af dem. Det er en fordel, at det er en forholdsvis kortvarig behandling, som du kommer dig over efter en uges tid. Efter behandlingen vil du kunne se fint uden at skulle bruge nogen form for hjælpemidler.
Det er en ulempe, at ikke alle er egnede til sådan en behandling. Det er også en ulempe, at behandlingen har en effekt, der ikke er permanent, men dog holder i en årrække. Hvor længe den holder, er individuelt.
Linsebehandling – det største og mest effektive indgreb
Med moderne teknologi er det muligt at behandle alderssyn så effektivt, at du ikke længere behøver at bruge briller eller kontaktlinser. Metoden er mest langtidsholdbar, hvis du har haft alderssyn i en årrække, og det vurderes, at du har nået dit slut-niveau. Er du ikke nået dertil endnu, får du ikke det fulde udbytte af behandlingen.
Ikke alle patienter er egnet til at få sådan en behandling. Derfor skal du gennemgå en grundig undersøgelse i forhold til, om dine øjne er egnet til den. Denne undersøgelse kan du få hos Euroeyes.dk.
Ved operationen indsættes der nogle trifokale linser i dine øjne. Linserne kan tilmed udligne andre eventuelle synsfejl, som du måtte have. Det vil for eksempel være sådan noget som nærsynethed, langsynethed og bygningsfejl, som du dermed også slipper for at døje mere med. Desuden kommer du heller ikke til at lide af grå stær, når du har disse linser i.
Det varer omkring 10 minutter at operere dine øjne ved denne metode. Den linse, der bliver opereret ind, skal blive siddende resten af dit liv. Linsen har et UV-filter, som beskytter dit øje mod skarp sol og lignende.
Fordele og ulemper ved en linseoperation/linsebehandling (RLE)
Når du har de trifokale linser i, behøver du ikke briller til læsning, i forbindelse med bilkørsel, ved computeren eller når du skal se langt. Det er en stor lettelse for mange at slippe helt for at bruge briller eller kontaktlinser.
Det er en fordel, at operationen kun varer omkring 10 minutter, og at du er klar til at gå på arbejde igen efter blot 3-4 dage.
Op mod 90 % af alle opererede bliver brillefri for resten af livet efter sådan en operation.
Du får også afhjulpet andre øjengener som langsynethed, nærsynethed, bygningsfejl og grå stær ved operationen. Det er også en permanent forsikring imod disse lidelser.
Nogle patienter bryder sig ikke om linserne og føler sig generet af dem.
I tiden efter operationen oplever de fleste, at der går noget tid, inden alle afstande kan ses helt tydeligt. Du kan også opleve, at kraftigt lys er generende. De gener vil i de fleste tilfælde blive svagere eller forsvinde helt.
Som ved alle operationer, kan der naturligvis opstå komplikationer. Det sker sjældent ved sådan en øjenoperation, men risikoen er der. I sjældne tilfælde kan der opstå infektioner (0,02 %), nethindeløsning (under 1 %) eller blødning eller hævelse på nethinden (1 %).
Særligt nærsynede patienter har en let øget risiko for nethindeløsning (1-2 %). Særligt langsynede patienter har en let øget risiko for en forbigående hornhindehævelse. Kun ganske få promille af patienter oplever mere alvorlige komplikationer.
(Ovenstående tal er oplyst af Øjenklinikken Skt. Clemens, synskirurgi.dk.)
En linseoperation er i det hele taget et større indgreb på dine øjne. Der lægges nogle kunstige linser direkte ind på dine øjne, og det er derfor den mest indgribende løsning i forhold til at udbedre alderssyn.
Du kan få en gratis synsundersøgelse hos Euroeyes.
Hvem kan udføre de nævnte behandlinger?
Er det briller og/eller kontaktlinser, som du har brug for, så er det primært en optiker, som du har brug for. Her kan du få lavet en udførlig synstest, som vil vise, hvilken styrke briller eller kontaktlinser, du skal bruge. Testen vil også vise, om du har en bygningsfejl, som brillerne samtidig skal korrigere for.
Du kan få foretaget en laserbehandling hos en øjenlæge eller hos en læge på en privat øjenklinik. Som en indledende vejledning kan du søge råd hos en optiker. Han eller hun vil kunne vurdere resultatet af en undersøgelse og informere dig om, hvilken form for øjenbehandling der vil egne sig bedst til dig.
Det er en læge på en privatklinik, der udfører både laserbehandlinger og linseoperationer. Det kræver stor faglig ekspertise at udføre operationer på øjnene, og de bør naturligvis altid udføres af eksperter.
Er det dyrt at få behandlet alderssyn?
Langt de fleste synskorrigerende operationer udføres på privatklinikker. Som det er i forbindelse med alle behandlinger, der finder sted på private klinikker, så skal patienterne oftest selv betale for deres behandlinger. Man kan mene, at disse behandlinger er ret dyre.
Priserne kan naturligvis variere fra klinik til klinik, og de kan også være forskellige i forhold til den enkelte behandling. For de fleste patienter vil priserne nok opleves som en ret stor udskrivning.
På øjenklinikken Euroeyes ser deres prisliste således ud:
- Diverse laserbehandlinger: mellem 20.000 og 30.000 kroner
- Linseoperation: omkring 49.000 kroner
Prisen for den enkelte operation fastsættes helt individuelt. Den kan blandt andet afhænge af patientens nuværende synsevne, tykkelsen på hornhinden og af hvilken teknologi, der bliver brugt til at udføre behandlingen.
De nævnte priser fra Euroeyes er for begge øjne, og de er for hele pakken lige fra den første konsultation og til og med den sidste kontrol.
Det er selvfølgelig rigtig mange penge at skulle betale, men til gengæld vil du vinde en øget livskvalitet ved, at dit syn bliver væsentligt forbedret. I visse tilfælde kan Sygesikringen gå ind at give tilskud til behandlingen.
Er det farligt at blive opereret i øjnene?
De fleste bryder sig bestemt ikke om tanken om at blive opereret i eller på øjnene. Bare det at få et lillebitte fremmedlegeme i øjet kan være en temmelig smertefuld oplevelse. Så tanken om at skulle opereres og eventuelt få isat en kunstig linse kan fylde de fleste med rædsel. Ligeledes kan tanken om, at der sker noget katastrofalt med ens øjne, hvis der er noget, der går galt, være meget skræmmende. Det kan være nok til, at mange undlader overhovedet at overveje muligheden.
Andre hilser den nye teknologi velkommen, bider tænderne sammen og lægger sig på briksen hos den dygtige øjenkirurg. Operationen er kortvarig, og succesraten er meget høj. I forhold til de tal, som for eksempel Euroeyes har anført, så opstår der kun alvorlige komplikationer i yderst sjældne tilfælde.
Til gengæld er der mange patienter, der har fået en markant øget livskvalitet ved at have genvundet deres gode syn.
Kilde: Komplikationer (synskirurgi.dk) og Euroeyes video om komplikationer.
Konklusion/afslutning
Alle mennesker får med tiden alderssyn. Det sker som et led i den generelle aldersproces. Det er individuelt, hvornår du oplever de første symptomer, for det kommer ikke over en nat. Det kommer snigende, efter du er fyldt 40 år, og dit syn bliver langsomt ringere med årene. Du kan ikke forhindre processen, og du kan ikke selv gøre noget for at forhale eller forbedre situationen. Det går kun en vej, og tilstanden forværres over år.
Til en start vil de fleste vælge at bruge en læsebrille. Briller er nemme at anskaffe sig, og de er nemme at bruge. Du bruger dem kun i forbindelse med læsning eller andre aktiviteter, hvor du har brug for at se noget småt tæt på. Resten af tiden fungerer dine øjne fint.
Senere, når synet bliver yderligere svækket, kan der opstå en lyst til at få gjort noget mere permanent ved udfordringen med synet. Det sker typisk, når du bliver for træt af at skulle hive brillerne af og på i et væk.
Her er der flere forskellige løsninger, du kan ty til. Du kan få nogle særlige kontaktlinser, hvor den ene kan se tæt på, og den anden kan fokusere langt væk. Dem er der mange, der er glade for.
De to mere indgribende løsninger er en laserbehandling eller en linseoperation. Med hensyn til laserbehandlingen så findes der forskellige typer. En linseoperation er den mest udbredte metode at bruge, når der skal opereres for alderssyn på. Desuden kan den også afhjælpe og forhindre langsynethed, nærsynethed og grå stær.
Der er mange overvejelser at gøre dig, når du tænker på at få korrigeret dit alderssyn. Om den ene eller den anden løsning er sagen for dig, er meget individuelt. Der kan være tale om nogle fysiske forhold ved dine øjne, der gør, at nogle af løsningerne ikke er aktuelle for dig. Der kan også være nogle psykologiske barrierer i dig, der udelukker nogen behandlingsformer.
For mange er det fint at bruge briller – også når alderssyn er en realitet.
Den bedste måde, du kan sætte processen i gang på, er ved at konsultere en ekspert. Det kan være din optiker, en øjenlæge eller en professionel på en privat øjenklinik. Så får du en grundig information og en individuel guidning. Det kræver tillid og mod at lade sig operere i øjnene.
Kilder
Som baggrund for at skrive denne artikel om behandling for alderssyn er der brugt følgende troværdige kilder:
- Euroeyes.dk, som er en øjenklinik med læger, der er blandt de mest erfarne i verden. Klinikken har vundet priser inden for netop implantation af trifokallinser i forbindelse med alderssyn. De har 5 stjerner ud af 5 hos Trustpilot
- Sundeøjne.dk, som er et afsnit inde på netdoktor.dk. Netdoktor.dk, er en troværdig offentlig sundhedsportal. Artiklen om alderssyn er skrevet af Peter Fahmy, som er overlæge i øjensygdomme.
- Louisnielsen.dk, som er en af landets førende optikerkæder, beskriver laserbehandling og andre synskorrigerende behandlinger.
Har du udfordringer med dit syn, bør du altid konsultere en optiker eller en øjenlæge. Er du for eksempel langsynet eller nærsynet, eller lider du af begyndende grøn eller grå stær, så kan du også blive behandlet for det på en klinik. Til visse former for behandlinger yder Sygesikringen et tilskud, de fleste må du selv betale fuldt ud.
Visse øjenlidelser forværres, hvis ikke de bliver behandlet i tide, så vær opmærksom på at komme til undersøgelse, hvis du oplever forandringer i dit syn.
Under alle omstændigheder er det meget vigtigt for din livskvalitet, at du har et godt syn.